Dagens gästskribent är Jens Morten Hansen, dansk PhD i geologi
Jag låter texten vara i originalskick, på danska så som den publicerats i Kristeligt Dagblad den 21 januari i år. Är det något som är svårt att förstå så löser vi det gemensamt i läsekretsen.
Der kan være mange gode grunde til at reducere menneskehedens CO2-udledninger. Vi vil bla slippe for megen sygdomsfremkaldende luftforurening, der ledsager CO2-udledning. Og vi vil kunne reducere totalitære oliestaters globale indflydelse, fx de arabiske oliestater, Iran og Rusland.
Det burde være argumenter nok. Men i stedet finder man et politisk mere spiseligt motiv: CO2’s påståede effekt på klimaet. Men uanset denne tro, har CO2 ringe klimaeffekt sammenlignet med, hvad der ellers påvirker klimaet og styrer de naturlige klimaforandringer, der altid finder sted. Endnu ingen forsker har kunnet sondre naturlige klimaforandringer fra en eventuel effekt fra menneskeskabte CO2-udledninger. Og endnu har ingen af de utallige klimaprognosers algoritmer kunnet rekonstruere fortidens dokumenterede klimaforandringer, kun fremmane ikke-verificerbare skræmmebilleder om fremtiden. Man kender end ikke det naturlige udslip eller variationen i CO2-kredsløbets hovedtal set over en af de naturlige klimaforandringers periodelængder, fx AMO’ens på 74 år (Den Atlantiske Multidekadale Oscillation, der beskriver Atlanterhavets velkendte temperatur-cyklus).
Betalingen for det videnskabeligt tvivlsomme CO2-motiv er så meget desto værre: Klimaforskningen styres nu af politisk bestemte klimatilpasningsprogrammer, der forudsætter, at vor tids klimaforandringer er menneskeskabte. Derfor er antallet af ’klimaforskere’ mere end tidoblet over en kort årrække. Og derfor er klimaforskningens økonomiske habilitet kompromiteret. Kun et ringe fåtal af ’klimaforskerne’ kan i dag sige sig fri for en umiddelbar personlig interesse i, at de store bevillinger til klimatilpasning bliver endnu større.
Nogen trøst har jeg dog hentet i Danmarks og andre landes planer om at deponere CO2 i undergrunden. Så kan vi da altid lukke det ud igen, når det – med stor videnskabelig sikkerhed – vil vise sig, at et reduceret CO2-indhold i atmosfæren vil skade plante- og fødevareproduktionen. Det lave CO2-niveau, som IPCC ønsker, ligger tæt på grænsen for, hvor de vigtigste afgrøder kan vokse ordentligt. Det viser både velkendte og nye laboratorieforsøg. Og det var sandsynligvis det, der skete i 1400- til 1700tallet (Den Lille Istid) hvor Europa var præget af misvækst, sult, underernæring, modtagelighed for epidemier og massedød.
MenIPCC’s opgave omfatter ikke naturlige klimaforandringer. Det har IPCC ifølge sin opgavebeskrivelse nærmest forbud mod at beskæftige sig med. Dermed er Jordens toeneste betydendevarmekilder– Jordens indre varme og den ledsagende vulkanisme samt Solen og solpletternes pulserende virksomhed – ude af billedet, uanset den betydelige forskning, der er på området. Det burde derfor undre journalister, hvordan IPCC uden hensyn tildetnaturligt fluktuerende klima kan identificere eventuelle menneskeskabte ændringer.Det er ikke troværdigt.
Danmarks internationalt mest citerede klima-årsagsforsker, Henrik Svensmark,har påvistden vigtigste årsag til klimaforandringer, nemlig atmosfærens varierende indhold af vand. Sammen med bla nyligt afdøde professor, Eigil Friis Christensen (tidligere chef for DTU-Space) har Svensmark gennem en lang årrække dokumenteret cykliskeklimaeffekter som følge af svingninger i solpletternes antal og dermed i Solens magnetfelterog den stråling, der påvirker skydannelsen. En viden IPCC ikke ønsker at anvende, qua sit politiske kommissorium.
Derimod hører vi dagen lang fra ’godhedsindustrien’, der i verdensfrelsens navn kræver en klimaindsats af drakoniske dimensioner. Fra statsledere til skolebørn hører vi uafbrudte opråb om sagensgrumme alvor. Og IPCC anvender skamløst en mindreårig, veltalende svensk skolepige som en af hovedtalerne på det sidste klimatopmøde: CO2, CO2, CO2! Overalt i verdenskræmmesbørn til tårer og mareridt og frygtforJordens ’varmedød’ og ubeboelighed,og at næste massedøder nært forestående.
Ikke kun børn skræmmes. Tænd fjernsynet eller læs din avis: praktisk taget alt, der har med miljø og naturfænomener at gøre,følges afkommentarerom, at CO2 er årsag til ”klimaforandringerne”.”KlimaforandringERNE”, underforstået klimaforandringer som følge af menneskehedens CO2-udledning. Men kommentarerne bliver praktisk taget aldrig fulgt af en second opinion eller pressens almindelige krav om kildekontrol. Går det højt, henviser man generelt til IPCC. Men praktisk taget aldrig til politisk eller økonomisk uafhængige kilder.
Derimodfår vi dagligehenvisninger til IPCC’s mest bemærkelsesværdige løgnehistorie, nemlig at 97% af verdens ’klimaforskere’ skulle være enige om, at nutidens klimaforandringer er menneskeskabte. Men heller ikke denne gamle løgnehistorie får journalistisk check endsige omtale af, at IPCC’s påstand om 97% enighed forlængst er pillet fuldstændig fra hinanden. Sagen er, at den undersøgelse af 12.000 videnskabelige klimaartikler, som IPCC’s oprindelige 97%-påstand stammer fra, i kontrolundersøgelser falder sådan ud: Af de 12.000 undersøgte artikler angiver kun 38% en opfattelse af klimaforandringers årsager. Af disse 38% mener mindre end 5%, at årsagerne overvejende er menneskeskabte, mens 8% mener, at årsagerne i nogen grad er menneskeskabte. De resterende 25% mener, at der kan være en meget lille,sandsynligvisikkemålbar menneskeskabt effekt. Det, som IPCC kolporterede som 97% af forskerne, viser sig således ved nærmere undersøgelserat være langt under halvdelen, mens det IPCC omtaler somkun 3% ’klimabenægtere’snarere er majoriteten. (Udtrykket ’klimabenægtere’ anvendes af IPCC som en paralleltil ’holocaustbenægtere’.)
Som dansker og forsker må jeg derfor kritisere den danske journaliststand.Praktisk taget aldrig noget dobbeltcheck, nogen second opinion eller noget kritisk spørgsmål til de velkendte hjemlige klima-stars som fx Jesper Theilgaard, Jens Hesselbjerg, Kathrine Richardsson, Sebastian Mernild og Jason Box. De kan praktisk taget altid udenkritiske spørgsmål fremføre ensidige synspunkter i aviserne og gæste tv-nyhederne, debatprogrammer og naturudsendelser. Jeg vil kalde det journalistisk elendighed.
I en demokratisk verdensdel som vores, der bryster sig af forskningsfrihed og fri presse, må man spørge, hvorfor vi hører så lidt til det flertal blandt folk, som faktisk forsker i naturlige årsager til (og ikke virkninger af)klimaforandringer,og som mener, at nutidens klimaforandringer i overvejende grad er naturlige?
Det er der efter min opfattelse fire hovedgrunde til: 1) IPCC-kritiske indlæg til både avisernes debatsider og tidsskrifter som Nature og Science afvises stort set altid pga ovennævnte journalistiske og redaktionelle uansvarlighed. 2) Dem, der forsker i årsagerne, har kun de sociale medier tilbage og savner mod tilat blive svinet offentligt til af de langt flere, der i godhedens navn er engageret i de påståede effekter(fx på is- og pandabjørne). 3) Med de mange milliarder til klimatilpasningsprogrammer kan det have vidtgående sociale og ansættelsesmæssige konsekvenser at forske i og mene noget andet, end detprogrammerne giver bevillinger til, dvs til effektstudieraf de påståede, men udokumenteret menneskeskabteklimaforandringer. 4) 97%-påstanden fortsætter, fordi de forskere, der faktisk har forstand på klimaændringers årsager idag udgør et meget lille mindretal i forhold til det eksponentielt voksende antal biologer, ingeniører, fødevareforskere, sociologer, politologer, økonomer og humanister, som er begyndt at kalde sig ’klimaforskere’, og som lever af alverdens politisk iværksatte klimatilpasningsprogrammer.
’Klimaforskningen’ er så at sige blevet en selvopfyldende institution i samfundet. Som i andre komplekse sammenhænge er det eneste sikre i klimavidenskaben, at propaganda og økonomiske midler virker. Derfor er det katastrofalt for oplysningen, når jounalistikken – den fjerde statsmagt – svigter sin opgave.
Af Jens Morten Hansen,
Geolog, PhD
fhv. direktør for Forskningsstyrelsen
